EU øver sig i at knuse folkelige oprør

I Politiken af 5/7 indbyder Magnus Falko, Folkebevægelsen, til dialog. Han ønsker, at EU-fortalerne skal begynde at tale med “os EU-modstandere”. Det er et godt forslag, som jeg selv har forsøgt at virkeliggøre.

Her følger et eksempel på, hvor vanskeligt det kan være ...

Jeg begynder med et citat:

“….EU forbereder sig på at imødegå folkelige oprør militært.”

Lidt af en øjenfanger, ikke?

Denne interessante oplysning blev lagt på facebook 9. december 2015 kl. 17:45 og blev straks godtaget af flere. Hvad byggede oplysningen på? Den var baseret på en norsk hjemmeside med overskriften I Schnöggersburg skal EU trene på å knuse folkelige opprør http://steigan.no/…/i-schnoggersburg-skal-eu-trene-pa-a-kn…/ Heraf fremgår det, at påstanden baserer sig på, at man har fundet frem til en militær træningslejr i Tyskland, men det synes uklart, hvordan EU indgår heri. Derfor tillod jeg mig at skrive:

”Det er jo ikke EU, der står bag den lejr”.

Denne antagelse blev hurtigt bekræftet af ham, der havde fremført påstanden om EU´s  militære planer, idet han skrev: ” .. at den ikke er oprettet af en af EU-systemets instanser. Så jeg undskylder for formuleringen ’EU's træningslejr’. Men læser man artiklerne, er det tydeligt, hvordan EU-landes politi bruger den i tråd med den omtalte EU-rapport”.(10. december kl. 00:32)  Det affødte følgende kommentar fra min side: ”Tak for rettelsen; den var tiltrængt. Desværre er det karakteristisk blandt EU-modstandere at tillægge EU alt det, de ikke kan lide i medlemslandene. Og læg mærke til, hvor hurtigt flere hoppede på din fejlinformation.”(10. december kl. 23:22) Det affødte følgende svar: ”EU har ikke oprettet den, men den benyttes af EU-landes politi og opfylder dermed EU-rapporters opfordring til sådanne træningstiltag i kampe mod befolkningsgrupper, der måtte lave oprør”(12. december kl. 13:10)

Derfor kastede jeg mig straks ud i  at finde frem til de EU-rapporter, der blev lagt til grund for den vidtgående påstand.

De var ikke svære at finde frem til, idet de ligger frit tilgængeligt på nettet. På dette tidspunkt af min efterforskning, måtte jeg antage, at hvis EU var skyldig i den fremsatte anklage, var det dog overraskende positivt, at man ikke gik stille med de grumme hensigter, men havde lagt dem frem til almindelig beskuelse.

EU-rapporterne var ved navn nævnt på den norske hjemmeside:

Det drejer sig om to rapporter, hvorom det hedder på den norske hjemmeside:

”I to studier fra European Institute for Security Studies med tittelen Urban Violence and Humanitarian Challenges og What ambitions for European defence in 2020? advares EU-eliten om faren for økt sosial uro:

Djuptgående ulikhet når det gjelder økonomiske, politiske og sosiale ressurser … forverres av globalisering og nyliberale prosesser. … Vi står overfor økende, eksplosive spenninger i de fattigste lagene av befolkninga.

I følge den sistnevnte rapporten vil EUs militære styrker blant annet få til oppgave å «beskytte de globalt rike fra spenninger og problemer som kommer fra de fattige» (side 75). Denne delen av rapporten er skrevet av Tomas Ries, lektor på Försvarshögskolan i Sverige.

Det er påfaldende, at den indledende påstand om advarslen til EU-eliten ikke synes at stemme overens med det citerede, hvis påstand om en sammenhæng mellem ulighed og nyliberalisme vel kan ses som kritisk over for den førte politik, og dermed over for eliten.

Ser vi nærmere på de to rapporter, er den første med titlen ”Vold som byfænomen og de humanitære udfordringer” (min oversættelse) fra 2012. Det er en rapport fra et seminar med deltagelse af bl.a. Røde Kors og Læger uden Grænser. Min gennemgang af rapporten gav på ingen måde grundlag for den fremførte påstand. Tværtimod. En grundig gennemgang af rapporten er ikke relevant i denne sammenhæng, men rapporten handler om, hvorledes man kan komme civilbefolkningen til hjælp i tilfælde af vold og terror.

Den anden af de nævnte rapporter ”Hvilke ambitioner for europæisk forsvar frem mod 2020?” (min oversættelse) er fra 2009. Det er en rapport fra et seminar med bred deltagelse af forskere inden for sikkerhedspolitik. Her fremlægges - som vanligt på den slags seminarer – mange forskellige bidrag. Citatet på den norske hjemmeside stammer fra denne rapport. Det er som nævnt en svensk forsker, der citeres.  Den måde, hvorpå citatet bringes, styrker ikke tilliden til den norske hjemmeside, for det nærmeste vi kommer det citerede er følgende afsnit fra s. 73: ” Barrier operations – shielding the global rich from the tensions and problems of the poor. As the ratio of the world population living in misery and frustration will remain massive, the tensions and spillover between their world and that of the rich will continue to grow. As we are unlikely to have solved this problem at its root by 2020 – i.e. by curing dysfunctional societies – we will need to strengthen our barriers. It is a morally distasteful, losing strategy, but will be unavoidable if we cannot solve the problems at their root. It could be further reinforced if we reduce our global engagement to solve the problems at source.”

For det første er det tydeligt, at den norske kilde arbejder efter klip- og klister-modellen, idet man lader et meget lille klip fra det delvist citerede afsnit «beskytte de globalt rike fra spenninger og problemer som kommer fra de fattige» efterfølge en udokumenteret påstand: «I følge den sistnevnte rapporten vil EUs militære styrker blant annet få til oppgave .. »

For det andet er det tydeligt, at den svenske forsker udtrykker noget helt andet end det påståede: Han er profetisk, når han forudsiger, at svaret på den store forskel mellem den rige og den fattige del af verden bliver afskærmning (grænsekontrol), hvis man ikke tager fat på at løse fattigdomsproblemet. Denne afskærmning kalder han ”en moralsk usmagelig taber-strategi, som bliver uundgåelig, hvis vi ikke tager fat om problemerne ved deres rødder. Det vil blive endnu værre, hvis vi mindsker vort globale engagement.”(Min oversættelse)

Denne gennemgang af, hvad der lå bag påstanden om at EU forbereder sig på at imødegå folkelige oprør militært, lagde jeg på facebook. Inden da, havde den pågældende facebookskriver, der brugte den norske kilde som dokumentation for sin påstand, afkrævet mig en undskyldning (ledsaget af følgende: "Rønhedes debatform ... er beskæmmende ensidig, forsimplende, generaliserende og fordomsfuld") som svar på min indledende, kortfattede imødegåelse og erklærede samtidig enhver fremtidig debat med undertegnede for udelukket. Nu er den pågældende, Magnus Falko, åbenbart kommet på andre tanker, eller er det bare med mig han ikke vil drøfte sin EU-modstand? I så fald vil jeg håbe, at andre kan gøre det bedre.   

Politikens faste EU.valgkommentator?

Som efter december-afstemningen har Henrik Gade Jensen efter Brexit fået fyldig plads i Politiken til en valgkommentar, der også denne gang står uimodsagt.

MIN REPLIK:

En traktat for meget. Sådan sagde Margaret Thatcher om Maastricht-traktaten 1992, hvormed EF blev til EU.  Og heri havde hun så evig ret ifølge Henrik Gade Jensen 27/6. Før den tid var alt som det skulle være. EF var godt. EU er noget skidt. Hvad er så galt med EU? Jo, EU sigter mod en stadig tættere union. Gade tager ikke højde for, at en lignende målsætning findes allerede i traktatgrundlaget fra 1950’erne. Det var også her modstanderne tog deres udgangspunkt, når de tordnede mod det europæiske samarbejde i 1960’erne og 1970’erne. Der var ingen ende på de ulykker, der ville komme ved dansk medlemskab. F.eks. ville reformationen 1536 blive aflyst, og pavens overherredømme genindført. Det fremgik tydeligt af betegnelsen Romunionen. Sådan har EU-modstanderne fortsat argumentationen op til vore dage. Men nu skal vi bare tilbage til før 1992. Så bliver alt godt.

Som så mange andre overspringer Gade Jensen baggrunden for Maastricht. Traktaten skulle tage højde for bl.a. Thatchers modstand over for den tyske genforening. Et større Tyskland skulle spindes ind i et tæt europæisk samarbejde. Det forudsætter den overstatslighed, der også er Gades skydeskive. Som vanlig tages der ikke højde for, at overstatsligheden altid er til fordel for de små lande. Det er den ganske enkelt, fordi de små har så lidt suverænitet at give af. Kun formelt er små stater suveræne; reelt har de altid måttet leve livet farligt mellem de store, indtil de store begyndte at afgive suverænitet til den fælles pulje, EF/EU. Dermed blev magtforskellen mellem store og små mindsket, og derfor var det så vigtigt – også for Thatcher – at få spundet det endnu større Tyskland ind.

I almindelighed bryder EU-modstanderne sig ikke om, at drøfte EU-samarbejdet konkret. Hvor har EU trynet Danmark? Vi savner en liste over de slemme ting. Man foretrækker helt uspecificeret at skyde på EU-byrokraterne, altid uden at oplyse, at EU’s byrokrati er lille sammenlignet med nationalstaternes. Når modstanderne skal være konkrete, kommer de altid med det samme eksempel, som sidst optrådte i debatspalterne 25/6: de krumme agurker. Som altid oplyses det ikke, at bestemmelsen for længst er afskaffet og i sin tid blev indført på dansk initiativ. De konkrete indvendinger skorter det på, dog kan Gade Jensen ikke lide, at EU tildeler almindelige mennesker sociale rettigheder. Så ved vi, hvilken politisk fløj vi befinder os på. Ærgerligt nok har denne fløj et særligt talent for at mobilisere folk imod deres egne interesser, som vi så det allerede i 1930’ernes Europa. Det gjaldt dog ikke Danmark, fordi Socialdemokratiet og Radikale Venstre var enige om at bruge den styrke de havde til at føre politik for almindelige mennesker. Den forskel var svær at få øje på under den seneste SR-regering. Nu vil Socialdemokratiets udlændinge- og flygtningeordfører Dan Jørgensen ”et bedre samfund for alle” (Pol. 24/6) . Det skal ikke nås gennem økonomisk omfordeling, men ved at spare os for flygtninge.  Så nu om stunder forsøger S at mobilisere på samme retorik som højrefløjen. Den er S-formand Mette Frederiksen også begyndt at bruge, når hun taler om EU.

Den europæiske fremtid tegner sort i begge betydninger. Putin må godte sig. I 1920’erne rettede de højreekstreme blikket mod Rom, i 1930’erne mod Berlin. Nu har mange af dem blikket rettet mod Moskva.

Skal man tro, hvad de siger, bekymrer de samme kredse sig om demokratiet. Det er kun muligt i nationalstater, påstår Gade Jensen. Denne måde at se demokratiet på er ahistorisk og statisk. EU-demokratiet med det styrkede parlament har kun få årtier på bagen og har brug for opbakning. Derfor må der langsomt opbygges en europæisk offentlighed.  Da nationalstaternes demokrati havde samme alder, var det bestemt ikke stærkere og var jævnligt truet på sin eksistens, som det danske var under forfatningskampen i 1880’erne, ved statskuppet i 1920 og forsøget på statskup i 1940.

Kriserne blev overvundet, primært i kraft af ledere som Frede Bojsen og Thorvald Stauning, kloge og fremsynede politikere.

Måtte de snart melde sig.  

ENGLAND BURDE ALDRIG HAVE VÆRET MEDLEM

England burde aldrig være lukket ind i EU.

Det vidste den franske præsident (1958-69) Charles de Gaulle.

Da grundstenene til EU blev lagt i 1950’erne, søgte England på alle måder at trænere foretagendet.

Det mislykkedes. Så trak England en række små lande som Danmark med i EFTA, der skulle være et modstykke til EU. (Jeg bruger betegnelsen EU, selv om projektet har skiftet navn flere gange.)

EU faldt ikke sammen af den grund. Så søgte England om medlemskab! If you cannot beat them, then join them. Det var i 1961, året efter etableringen af EFTA!

Forhandlingerne gik i gang i Bruxelles. Da de havde stået på i et par år, og nogle i EU mente, at man kunne skimte en positiv afslutning, udførte de Gaulle ét af sine store stunts. Han gik på fransk TV og udtalte sit berømte ”non!”.  England var ikke moden til medlemskab af EU. Den sved, og mange var vrede. De Gaulle fik dårlig presse rundt omkring – ikke mindst i Danmark. Men det bekymrede ham ikke. Han ønskede ikke en trojansk hest i EU. Han vidste, hvor han havde England. Han vidste, at de ville ind i EU for at kaste grus i maskineriet. Derfor blev det også et nej fra de Gaulle, da England forsøgte sig anden gang.

Det var i 1967.

Da befandt den danske statsminister J. O. Krag sig i Paris. Han fik foretræde i Elysépalæet, hvor de Gaulle venligt meddelte ham, at et nej til England ikke var et nej til Danmark! Krag kvitterede pænt og ville gerne have sagt ja tak, men vidste, det ikke var politisk muligt i det lille integrationsangste land.  Men England fik nys om tilbuddet, britisk presse blev ophidset, og London skruede bissen på over for København, men indså hurtigt, at de Gaulle blot benyttede Krags visit til at drysse lidt salt i såret. Det var dog ikke det samme, som at tilbuddet ikke var ærlig ment.

De Gaulles efterfølger (1969-74) Georges Pompidou ændrede kurs og lod England komme ind. Måske lod han sig lede af, England på den tid havde en premierminister (1970-74), der fremtrådte seriøs og oprigtig. Det var den konservative Edward Heath, der 1973 fik Storbritannien ind i EU, sammen med Danmark. Han blev i 1975 fortrængt som partileder af Margaret Thatcher, og da hun i 1979 blev premiereminister begyndte hun straks på det projekt, som de Gaulle havde forudset, at kaste grus i EU-maskineriet. Sådan er det gået lige siden, og England er blevet førende i forbehold med Danmark traskende i hælene.

Havde det bare været for 10 år siden, måtte alle europæisk sindede klappe i deres små hænder over udsigten til at slippe af med England. Ud med dem og ind med Skotland.

Nu er situationen mere broget og speget. EU’s stabilitet er truet fra flere sider; EU er i krise, og nationalister og populister vil helt klart – de er allerede i gang – presse maksimalt ud af en gang Brexit til fremme af deres og deres nære allierede og medsammensvorne, Vladimir Putins planer. Ligesom de samme kredse i 1920’erne kiggede mod Rom og i 1930’erne mod Berlin, har de nu blikket rettet mod Moskva.

Nationalisterne har allerede godt fat. EU har begået en kapitalbrøler ved ikke konsekvent og vedholdende at umuliggøre Victor Orban grove misbrug af sin valgsejr i 2010 til at fremme tydelige antidemokratiske mål. Nu er Polen så kommet til.

Disse præfascistiske stater vil naturligvis ikke indgå i et forpligtende samarbejde til løsning af flygtningeproblemet, så disse to problemer, den nationalistiske populisme og flygtningekrisen er gensidigt forstærkende. Også her gør Danmark fælles sag med splittelsesmagerne.

Oveni i disse to problemer, som har krisekarakter og truer EU´s eksistens, har vi så det tredje: Den neoliberalistiske tsunami. I kølvandet på finanskrisen stillede Angela Merkel og Wolfgang Schäuble sig i spidsen for den store misforståelse, at man kan bekæmpe en krise med nedskæringer. Med den medicin har de fremkaldt store ulykker, især i Grækenland. Den samme medicin anvendte den amerikanske præsident Herbert Hoover (1929-33) og den danske statsminister Madsen Mygdal (1926-29). De førte nedskæringspolitik. Måske vidste de ikke bedre. Men det gjorde deres efterfølgere Franklin D. Roosevelt og Thorvald Stauning. De tog ved lære af økonomen John M. Keynes, der dannede skole. Han påpegede, at når alle - ikke kun private, men også staten - holder hus med deres penge, så forstærkes krisen; det der begynder med børskrak eller finanskrise spreder sig til alle dele af samfundet. Ved at spare på udgifterne fyrer alle gensidigt hinanden, og arbejdsløsheden vokser.

Den nuværende tyske finansminister Wolfgang Schaüble argumenterer med, at finansmarkederne kræver en sådan politik. Og det er netop problemet. Som IMF så småt er begyndt at indse, har disse finansmarkeder fået al for stor magt. Denne erkendelse, som økonomen Thomas Piketty med sit banebrydende værk i 2013 gav et vældigt løft, begynder langsomt at indfinde sig blandt de mere magtfulde, som i årtier har underlagt sig de liberalistiske ”sandheder”. 

I en artikel om togdrift skriver den danske journalist Thomas Lauritzen, at den økonomiske krise har tvunget Belgien til at skære mange milliarder i jernbanesektoren(Pol. 4/6). Pudsigt nok har Spanien, som har været hårdere ramt af krisen, et forbilledligt jernbanenet. Her har tvangen altså ikke indfundet sig.

I en artikel af den svenske journalist Henrik Brandao Jönssons (Pol. 29/5) om de politiske tilstande i Brasilien, støder man på denne bemærkning om præsidenten Dilma Rousseff: "... hun lovede at fortsætte investeringerne, på trods af at landet led under økonomisk krise".

Begge bygger på den ældgamle liberalistiske selvfølgelighed, at der skal spares i krisetider. Det ved enhver, for når det er småt, må der holdes hus med pengene. Denne selvfølgelighed gælder for husholdninger, men fører til store ulykker, når den efterleves af stater.

Ligesom liberalistisk økonomisk politik gødede jordbunden for nationalister og populister i 1930’erne, gør den det nu. I Grækenland og Spanien har vælgerne søgt mod venstre, men i resten af EU, har de farlige højrekræfter fremgang. Merkel og Schäuble har videreført kansler (1930-32) Heinrich Brünings nedskæringspolitik, der havde katastrofale og velkendte konsekvenser for 1930’ernes Tyskland og Europa.  Helt så langt ude i hampen er vi endnu ikke i dagens Europa. Signalerne fra IMF burde animere den franske præsident Francois Hollande til at lade sig inspirere af sin egen valgkamp i 2012, hvor han stillede en anden politik i udsigt end den nyliberalistiske linje han hidtil har fulgt, så Frankrig fra 2017 ikke indtager den rolle i Europa, som var Tysklands i 1930’erne.

De tre kriser, manglende samarbejde om flygtningeproblemet, den populistiske nationalisme og neoliberalismen og dens ulighedssamfund er gensidigt forstærkende. Et fransk-tysk opgør med ulighedspolitikken er stærkt påkrævet og ville være et mægtigt bidrag til at bringe Europa heldigt igennem kriserne.

Der har været tilløb til dette nødvendige opgør.

Da finanskrisen var ny, var der bestræbelser i retning af at stække spekulationskapitalen. Men også her valgte Danmark at trække i den forkerte retning. Den mystiske Finansrådsregering 2011-15 tilsluttede sig Englands bekæmpelse af forsøgene i EU på at begrænse de meget korte, destabiliserende spekulative bevægelser på finansmarkedet ved hjælp af en finanstransaktionsafgift. 

Danmarks europæiske fodslæberi har dybe rødder.

En historisk forklaring kan begynde med vikingetiden. Også dengang havde danskerne det svært med Europa, som man valgte at plyndre. Det er derfor fremtrædende EU-fobister dyrker vikingetid og asatro.

I 900-tallet kom vikingeriget selv i farezonen og for at sikre rigets overlevelse meldte kongen sig ind i Europa. Det blev markeret på Jellingestenen ca. 960, og gradvist blev Danmark integreret. Det ses tydeligt i 1100-tallet, hvor hver en landsby rejser sit Europahus på bedste bakketop.

Danmark blev en del af Europa. Eliten fik sin uddannelse sydpå. Et markant eksempel er kong Valdemar(Atterdag), der voksede op ved den tyske kejsers hof og derfor i 1340 var kvalificeret til at løse et problem nordpå: Det danske rige var gået i opløsning og nu syntes den tyske kejser og hans søn markgreven af Brandenburg, at den unge mand var klar til at sætte på den opgave. Og den løste han så.

Forbindelsen sydpå var tæt. Kulturelt, økonomisk, retsligt blev Danmark indrettet efter europæisk forbillede. Den tids Bruxelles lå i Rom og direktiver herfra blev omsat i dansk lovgivning.

Men i 1500-tallet gik Europa i opløsning. Det skyldtes en skarpsindig teologiprofessor ved navn Martin Luther, som indgik en alliance med den voksende konge- og fyrstemagt. Luther lokkede med den europæiske fællesjord, kirkegodset. Den kunne de få fingre i ved at bryde med kejser og pave.  Og tiden var moden, for paven var mere optaget af sit mellemitalienske fyrstendømme end af sine europæiske forpligtelser.

I 1536 begik den danske konge statskup og eksproprierede kirkegodset uden erstatning. Herved øgede kongen sin ejerandel af dansk jord fra godt 20 til over 50 %. I den lutherske verden er den begivenhed lige siden blevet fejret som noget stort, der har med frihed at gøre. I virkeligheden betød reformationen 1536, at store værdier blev overført fra den civile til den militære sektor. Kirkens gods havde finansieret hospitaler, fattigforsorg, uddannelse m.v.; kongen brugte sine indtægter til hoffet og til krigsførelsen. Kongen mægtige godsbesiddelser blev brændt af på hovedsageligt tabte krige. De sidste stumper finansierede i 1763 en krig mod Rusland, som blev afværget i sidste øjeblik. Lige siden har konge og stat så levet af at opkræve skatter.

Den lutherske reformation indebar, at det danske udsyn blev indskrænket fra europæisk til nordeuropæisk. Det der lå syd for Nordtyskland var farligt og papistisk. Kirken blev statskirke, som den har været siden, og havde som opgave at vogte nidkært over folks tro og tanker. 

Men for sit eget vedkommende fortsatte eliten dog med at hente dannelse ude i det store Europa. 

I 1800-tallet blev horisontindsnævringen forstærket. Det var nationalismens gennembrudstid, og enhver nationalisme havde et modbillede. For danskheden var det tyskheden. Derfor gik den dansk-tyske helstat i oplysning, og den danske nationalstat opstod i 1864. Men det var efter en tabt krig mod tyske magter og hermed blev den mentale grænse flyttet yderligere nordpå til grænsen mellem dansk og tysk. Gode og oplyste folk fandtes primært i Norden. 

Den dansk mentalitets historie kan ses som et åndedræt.  I middelalderen bliver den europæiske luft trukket dybt ned i lungerne, men fra 1500-årene og især fra 1800-årene blev den åndet kraftigt ud.

Derfor kan det ikke undre, at eliten mødte modstand, da den i 1960’erne af økonomiske grunde ville genindmelde Danmark i Europa. Man hægtede sig på England, der var det vigtigste eksportmarked, da det fra 1961 søgte om medlemskab i EU. Men Europadebatten er aldrig kommet rigtig i gang. Fem hundrede års horisontindsnævring stod i vejen.  Gennem generationer var danskerne skolet til at sætte lighedstegn mellem nationalstat og demokrati. Derfor var det ikke svært for EU-modstanderne at hæfte betegnelsen udemokratisk på EU. Det gør man stadig helt uafhængig af de faktiske forhold.

Tilhængerne har mestendels lignet en undskyldning for sig selv, når der skulle stemmes om traktatændringer: ”Det her betyder ikke rigtigt noget. Jo altså, hvis I stemmer nej, mister I jeres velfærd. Hvis I stemmer ja, forbliver alt som det er, bare bedre!” Allerede i 1972 stod EU-tilhængerne længe til at tabe, men en omfattende skræmmekampagne bragte sejren i hus. EU-samarbejdet har man underspillet, jf. statsminister Poul Schlüter forud for 1986-afstemningen: ”Unionen er stendød!”

Ikke mærkeligt at man tabte Maastricht-afstemningen 1992, for tilhængerne forsøgte ikke at skabe forståelse for, hvad det handlede om: Europas reorganisering efter Murens fald og den kolde krigs ophør.

Ikke mærkeligt at man tabte Euro-afstemningen 2000, for tilhængerne sagde ikke hvad det handlede om: Euroen var svaret på tysk genforening. Frygten for et større Tysklands endnu stærkere valuta, D-marken, skulle afhjælpes.

Euroen var dårligt forberedt og var tæt på at bryde sammen, da finanskrisen satte ind. Man satte ind med spare- og nedskæringspolitikken, der truer den sociale sammenhæng. En afbalanceret finanspolitik efter keynesiansk forbillede kunne have løst problemet uden at fodre den yderste højrefløj. Man har forsøgt at afhjælpe finansmarkedernes angreb på den valutariske stabilitet på bekostning af den sociale og politiske stabilitet.

Derfor er EU kommet i krise.

Og derfor er der ikke plads til at håbe på Brexit. Bliver England i EU, må bestræbelserne rette sig mod et EU i flere hastigheder. Der er næppe grundlag for at tro, at Danmark vil være med i den union i unionen, som de oprindelige seks grundlæggere af EU måske vil tage initiativ til, selv om det er i dansk interesse. Dertil har forbeholdsprofeter, populister og nationalister al for godt fat i de tre største partier. Den tendens bliver først svækket, når Dansk Folkepartis vækstkurve brydes. Den risiko kender DF-ledelsen; derfor placerer den sig bag ryggen af regeringsmagten. Med Venstres målbevidst nyliberalistiske politik til fordel for vennerne og andre særinteresser og til skade for brede befolkningsgrupper, vil utilfredshedshavet, som DF svømmer rundt i og bliver fedet op af, ikke tørre ud. Her har vi cementen i alliancen mellem Venstre og DF. Det var fra sidstnævnte ideen kom til den liberalistiske dagpengereform i 2010, som DF efterfølgende kunne lukrere på, godt hjulpet af de radikale, som i det berømte tårn fik S og SF under åget.

DF´s rolle som dagsordensætter i dansk politik må brydes, hvis Danmarks henholdende kurs i EU skal ændres. Her kan Socialdemokratiet få styrke til at spille en hovedrolle, hvis partiet opgiver efterligningspolitikken til fordel for et konstruktivt arbejde for et solidarisk Europa. Der er nok af mulige europæiske samarbejdspartnere, men det kræver en kursændring og en ny ledelse af partiet muligvis i form af, at formand Frederiksen begynder at betjene sig af andre rådgivere end antihumanister, mørklægningsfortalere og konkurrencestatsprofeter.  Disse andre findes faktisk i den nuværende socialdemokratiske folketingsgruppe, men holder lav profil.  

Nationalisternes og populisternes dagsorden for Danmark og Europa kan kun tilsidesættes af et klart og forståeligt alternativ til gavn for den brede befolkning. 

POLITIK SKAL HANDLE OM POLITIK!

28/5 skrev Carl Emil Arnfred og Jesper Thobo-Carlsen i dagbladet Politiken, at den nyere politiske historie er rig af eksempler på, at det går galt for partier, der ikke klart melder ud, hvilken regering, de vil pege på. Anledningen er, at Uffe Elbæk forbeholder sig retten til at stå frit frem mod næste valg.

Men Arnfred og Thobo-Carlsen kommer ikke ind på, hvorfor det går galt for de partier. Men de åbner for et svar, når de skriver, at denne ”lovmæssighed” først optræder i den nyere historie.

Tidligere var det ganske almindeligt, at partier først meldte ud, når valgresultatet forelå, og dronningen kaldte.

Det var før medierne efter amerikansk forbillede besluttede sig for at omdanne det danske folketingsvalg til et præsidentvalg. Ganske vist var grundloven den samme, men det så medierne stort på; nu blev valgets helt afgørende spørgsmål: Hvem skal være statsminister? Her var der kun plads til to som i et typisk amerikansk præsidentvalg eller på en fodboldbane. Let at forstå for medierne og letforståeligt for vælgerne skulle det være. Væk med de besværlige nuancer; frem med forenklingerne: rød og blå blok. I den opstilling, var det helt ved siden af at tale om en tredje mulighed, som Marianne Jelved forsøgte sig med for ca. 10 år siden. Derfor blev hun latterliggjort og dermed udmanøvreret.

Det politiske gled i baggrunden. I 2001 skulle der vælges mellem Nyrup med den for lille cykelhjelm og Fogh i velfærdsdress. Ved at hænge den ene statsministerkandidat ud som lettere tumpet og give den anden en statsmandsagtig fremtræden blev det endnu lettere for vælgerne. Intet medie nævnte med et ord, at Fogh i 1992 måtte skynde sig at gå som minister på grund af plat svindel, inden folketinget fjernede ham med et mistillidsvotum. 

Også i 2005 pegede medierne på Fogh, som den, der fortjente at vinde. Først var Lykketoft latterlig med fipskæg, og så var han latterlig, fordi han havde taget det af.

Det politiske var af mindre betydning.

Socialdemokratiet bøjede sig herfor og forsøgte i det meste at gøre Venstre kunsten efter.  Selv om partiet tabte 2015-valget på den strategi, sidder det fast i vanen: Vi vil som regering helst føre politik sammen med Venstre, lyder det fra partiets stærke mand Henrik Sass Larsen; opgaven for F, Y og Å er at gøre det muligt for os. F og Y har tidligere meldt ud, at det vil de gerne vil hjælpe Sass Larsen med; de er ikke trætte af at være dybt frustrerede. Det kan skyldes, at de forveksler socialdemokratiske scient.pol.er med en arbejderregering.

Dog har Pelle Dragsted, Enhedslisten, på det seneste sendt nye signaler om ikke ubetinget at støtte en S-regering. Er Pernille Skipper med på den?

Uffe Elbæk siger klart, at den rolle vil han ikke presses ind i. Bliver Alternativet tungen på vægtskålen, får melodien en anden lyd. Så skal det igen handle om politik. Det politiske skal være bestemmende for regeringsdannelsen.

Det er Sass Larsen, der har fremkaldt den klare udmelding, men politisk er det også det rigtige tidspunkt. For så får de folk i Socialdemokratiet, der vil noget med magten ud over at besidde den, tid til at fremføre, at vejen til regeringsmagten er en helt anden end Bjarne Corydons, Claus Hjort Frederiksens og Henrik Sass Larsens ”nødvendige politik”.

Uffe Elbæks udmelding har et dobbelt perspektiv: Den gør det politiske indhold til det vigtigste og den revitaliserer det skrantende parlamentariske demokrati ved at befri det for præsidentsygen.

Mange vil forsøge at bortdømme Elbæk, fordi han ikke underlægger sig deres holdopstilling.   Men, som Arnfred og Thobo-Carlsen også kommer ind på, kan de forregne sig. De mennesker, der søger Alternativet, ser ikke statsministerspillet som det vigtigste. De ved, at det er en afleder, der fjerner fokus fra det vigtigste, det politiske indhold.

Den evindelige fokusering på ”rød og blå blok” og hvem der skal være statsminister tømmer det politiske liv for indhold, stiller vælgerne over for et pseudo-valg mellem to udgaver af det samme og reducerer dermed demokratiet til en forestilling, hvor vælgerne kan krydse så meget de vil uden at få indflydelse på, hvilken politik, der grundlæggende skal føres, og hvor de store og vigtige spørgsmål trænges i baggrunden. Derfor kan man som i 2015 køre et valg udenom det politisk vigtigste, klima, ulighed og EU.

Hvis det står til Alternativet skal det blive anderledes ved næste folketingsvalg. Fokus skal flyttes fra person og blok til politik og indhold. Det vil fremme folkestyrets, folketingets og folketingsvalgets værdighed i respekt for vælgernes dømmekraft.  

GRUNDLOVSTALE 2016

GRUNDLOVSTALE

Holdt på Bogø

 (udgave: ultrakort. Såvel den korte, mellemlange og lange kan allerede nu bestilles til 2017) 

 

5. juni fejrer vi kongens underskrift på grundloven 1849. Godt nok vægrede han sig ved at skrive under; han havde fortrudt det der demokrati. Men presset var større end personligheden, så han skrev alligevel under.

Ca. 35 år senere tog kongemagten revanche og suspenderede demokratiet en halv snes år.  Det var Papes parti, der hjalp ham med det.

I 1920 forsøgte kongen igen, men denne gang varede det kun fra mandag til søndag. I den omgang var det Løkkes parti, der stod bag.

Venstre forsøgte igen, nu under ledelse af Sorte Knud, at kortslutte demokratiet under krigen. Den tabte nazisterne som bekendt, og så var det slut med Venstres storhedstid for denne gang.

Venstre 3. omgang sidder vi fast i. Med Foghs velfærdskup i 2001 gik vi ind i den længste suspension af demokratiet siden dets fødsel.

Opgaven nu er at skabe så bred en koalition som muligt for demokratiets genrejsning.

Det haster.

Både forsamlings- og ytringsfriheden kan være suspenderet af den grundlovsstridige regering, hvis vi venter for længe.